PROLOG
1.
Nu blir det mørkt – kan I se os på kajen?
Hér midt i mørket begynder nu legen!
Er det for mørkt til at se, må I lytte
- ellers var mørket til slet ingen nytte!
2.
Ja, lys er det klare – og mørket en gåde.
Men da du blev blændet, var mørket en nåde:
dér hvor du både kan græde og le
- mørket er stedet, hvor alting kan ske!
3.
Og sådan begyndte det hele engang
i natten den tavse – men blev til en sang
om guder, der længtes mod lys og liv.
Så skabte de dig til tidsfordriv
- og en helvedeshund til din ulvetime,
et mareridt indtil dit ur skal kime!
4.
Men aftenen fik vi til at møde hinanden
- og levende lys til at glemme forstanden.
I tusmørket gik vi så ned til stranden
- og var ikke andet end kvinden og manden!
5.
Mange slags mørke har vi fået givet,
mange slags mørke fik året og livet.
Kom – lad os synge om skygger og sky’r:
natten der lever! – til morgenen gryr.
Jesper Kallesøe sep 09
I. Den sorte Orkidé
I begyndelsen var mørket- her hvor alt kan ske!
–Ej den kolde, hvide tørke
men det varme, bløde
mørkessorte orkidé.
I det mørke stof står blomsten
- her hvor alt kan ske!
–sender stjernestøv på færden
til et støvfang i en verden
intet blik kan se.
I begyndelsen var tavshed
–Kloder, sfærer, himmelzoner
swinger sammen – uden toner
– føder uden ve!
Hele universet ruger
–I det sorte kul er gløder.
Fra de sorte huller bløder
farver, du kan se!
Af det tavse, smukke mørke
–bliver liv og lyd og trængsel.
Skabelse er lys og længsel-
gudernes idé!
II. Intermezzo mellem strofe 3 og 4 i”Den sorte Orkidé”
Kan en maler male mørke?
Kan en dranker drikke tørke?
- orkidéer skrige?
Og kan komponisten byde:
”koret synger - uden lyde!”
Kan en digter tie?
Kan man sejle uden skuder?
Kan man skabe – uden guder!
– dyr og dreng og pige?
III. Og så skabte de…
Og så skabte de alt det vi kender:
skyer, vulkaner og kvinder,
palmer og venner og fjender.
Odin og Vile og Ve gik i gang.
Jahve og Allah – mens englene sang!
Brahma og Vishnu for syttende gang.
Eros gik ude med halen så lang.
Gaia var Jorden som åbned sit skød
flækkede bjerge for lava der flød.
Uranos – Himmelen – tog hende hårdt
hyllet i natten med stjerner i sort.
Avlede nede i jorden Titaner,
kæmpe Kykloper med grusomme vaner!
Hunden Kerberos, der glammer
op fra Tartaros’s flammer
- isner sjæl i chok!
Fenris-ulven, søn af jætter,
tuder trist i Nordens nætter
- om dit Ragnarok!
Ja – der var mørke, før lyset kom til.
Kender du selv til en kraft, der fór vild?
